tirsdag den 24. maj 2011

Work in progress done!



Som du kunne se i mit indlæg fra marts måned har jeg været i gang med et maleri. Jeg har haft det til at hænge længe på min væg, hvor jeg har taget det end fra tid til anden og tegnet lidt på det. Det endelige resultat kan du se her. Jeg er selv blevet ret tilfreds, og nu synes jeg, at jeg kan kalde det færdigt - jeg kan dog ikke udelukke at det kommer ned fra væggen og bliver tegnet videre på, men nu må vi se.


Som det ses her til højre er jeg i gang med et andet billede. Dette har jeg gjort sideløbende, og egentlig haft det som backup, hvis jeg havde lyst til at tegne, men ikke turde tegne på det andet billede. Selvom dette billede har været som reserve er jeg alligevel sikker på, at jeg nok skal blive tilfreds med resultatet. Tuscherne er rigtig lækre at lege med, og med fingeren kan man nemt skabe forskellige nuancer af farverne. Det er også nemt at tegne oveni, hvis man har lavet en fejl.
Jeg synes faktisk, at jeg tit får noget godt ud af at lave en "fejl" i mine tegninger. Fejlene kan nemlig ofte rettes til at blive til nogle sjove figurer. F.eks. prøvede jeg at tegne en kat nederst i højre hjørne. Den synes jeg dog blev ret grim, så nu er det en fugl, hvor kattens ører er blevet til næb og fjer.

Location Hunt på havnen og andre kreative fotoprojekter!


Århus Havn, Location Hunt: Jeg synes selv, at dette billede er rigtig lækkert. Det har et eller andet over sig. Jeg har lagt billederne op på facebook, men ingen har kommenteret på dette billede, men det er min personlige favorit.

Det er da godt nok ved at være længe siden, at jeg har fået opdateret noget herinde.
Der kommer snart en ordentlig opdatering af alle de små projekter, jeg har haft gang i den sidste måneds tid. Jeg har bl.a. leget rigtig meget med mit spejlreflekskamera på havnen, og lige nu er jeg i gang med et fotoprojekt til bladet SAMSON (http://www.samsonnet.dk/joomla/samson).
Turen på havnen var til at finde inspiration til steder, hvor jeg kunne tage billeder af de to redaktører for SAMSON, Signe Trier og Mia Schou. De har nemlig spurgt, om jeg vil tage billeder for deres blad, hvilket jeg er rigtig beæret over. Det kom af, at jeg havde meldt mig som en del af pressekorpset til et seminar for SAMS (Sammenslutning af mediestuderende, http://www.samsnet.dk/). De var rigtig tilfredse med billederne, og jeg blev derefter spurgt, om jeg havde lyst til at lave en fotoserie til dem. Det gælder altså bare om at komme ud og vise, hvad man kan.

Senere samme uge, som jeg havde været på havnen, skød jeg billederne af pigerne, og vi er alle tre meget tilfredse. Du kan se resultatet herinde senere. Indtil videre må du nyde billederne fra min location hunt.


 

Til fotoserien for SAMSON er jeg kommet op med en idé som omhandler streetart, som også er en af mine store interesser. Du kan se resultatet i netudgaven af det nye SAMSON, der udkommer i juni. Jeg synes selv, det er rigtig spændende.


Den sidste månedstid har jeg ellers brugt mange af mine kreative kræfter på at tegne. Har fået mange nye lækre Molotow-tuscher, som jeg får brugt flittigt i perioder. Jeg skal ligesom være i humør til at tegne for ellers kan jeg ikke blive tilfreds med noget af det jeg laver. Det er vigtigt for mig, at jeg netop er i humør til det for at få den ro og terapi det er for mig at tegne. Det er i sær, når jeg tegner de her store mønstre, hvor jeg bare lader tankerne flyde og ikke tænker alt for meget over, hvor stregerne skal være, at jeg falder helt i fordybelse. Jeg kan sagtens sidde og tegne i flere timer! Jeg tegner sjældendt en skitse inden jeg tegner på lærredet, og jeg synes egentlig det er sjovt, hvad en masse streger lige pludselig kan danne af mønstre og figurer.

Det er lige lidt om, hvad der er sket i den seneste tid på den kreative bane, men billeder og beskrivelser kommer snart op af de nævnte projekter!