tirsdag den 24. maj 2011

Work in progress done!



Som du kunne se i mit indlæg fra marts måned har jeg været i gang med et maleri. Jeg har haft det til at hænge længe på min væg, hvor jeg har taget det end fra tid til anden og tegnet lidt på det. Det endelige resultat kan du se her. Jeg er selv blevet ret tilfreds, og nu synes jeg, at jeg kan kalde det færdigt - jeg kan dog ikke udelukke at det kommer ned fra væggen og bliver tegnet videre på, men nu må vi se.


Som det ses her til højre er jeg i gang med et andet billede. Dette har jeg gjort sideløbende, og egentlig haft det som backup, hvis jeg havde lyst til at tegne, men ikke turde tegne på det andet billede. Selvom dette billede har været som reserve er jeg alligevel sikker på, at jeg nok skal blive tilfreds med resultatet. Tuscherne er rigtig lækre at lege med, og med fingeren kan man nemt skabe forskellige nuancer af farverne. Det er også nemt at tegne oveni, hvis man har lavet en fejl.
Jeg synes faktisk, at jeg tit får noget godt ud af at lave en "fejl" i mine tegninger. Fejlene kan nemlig ofte rettes til at blive til nogle sjove figurer. F.eks. prøvede jeg at tegne en kat nederst i højre hjørne. Den synes jeg dog blev ret grim, så nu er det en fugl, hvor kattens ører er blevet til næb og fjer.

Location Hunt på havnen og andre kreative fotoprojekter!


Århus Havn, Location Hunt: Jeg synes selv, at dette billede er rigtig lækkert. Det har et eller andet over sig. Jeg har lagt billederne op på facebook, men ingen har kommenteret på dette billede, men det er min personlige favorit.

Det er da godt nok ved at være længe siden, at jeg har fået opdateret noget herinde.
Der kommer snart en ordentlig opdatering af alle de små projekter, jeg har haft gang i den sidste måneds tid. Jeg har bl.a. leget rigtig meget med mit spejlreflekskamera på havnen, og lige nu er jeg i gang med et fotoprojekt til bladet SAMSON (http://www.samsonnet.dk/joomla/samson).
Turen på havnen var til at finde inspiration til steder, hvor jeg kunne tage billeder af de to redaktører for SAMSON, Signe Trier og Mia Schou. De har nemlig spurgt, om jeg vil tage billeder for deres blad, hvilket jeg er rigtig beæret over. Det kom af, at jeg havde meldt mig som en del af pressekorpset til et seminar for SAMS (Sammenslutning af mediestuderende, http://www.samsnet.dk/). De var rigtig tilfredse med billederne, og jeg blev derefter spurgt, om jeg havde lyst til at lave en fotoserie til dem. Det gælder altså bare om at komme ud og vise, hvad man kan.

Senere samme uge, som jeg havde været på havnen, skød jeg billederne af pigerne, og vi er alle tre meget tilfredse. Du kan se resultatet herinde senere. Indtil videre må du nyde billederne fra min location hunt.


 

Til fotoserien for SAMSON er jeg kommet op med en idé som omhandler streetart, som også er en af mine store interesser. Du kan se resultatet i netudgaven af det nye SAMSON, der udkommer i juni. Jeg synes selv, det er rigtig spændende.


Den sidste månedstid har jeg ellers brugt mange af mine kreative kræfter på at tegne. Har fået mange nye lækre Molotow-tuscher, som jeg får brugt flittigt i perioder. Jeg skal ligesom være i humør til at tegne for ellers kan jeg ikke blive tilfreds med noget af det jeg laver. Det er vigtigt for mig, at jeg netop er i humør til det for at få den ro og terapi det er for mig at tegne. Det er i sær, når jeg tegner de her store mønstre, hvor jeg bare lader tankerne flyde og ikke tænker alt for meget over, hvor stregerne skal være, at jeg falder helt i fordybelse. Jeg kan sagtens sidde og tegne i flere timer! Jeg tegner sjældendt en skitse inden jeg tegner på lærredet, og jeg synes egentlig det er sjovt, hvad en masse streger lige pludselig kan danne af mønstre og figurer.

Det er lige lidt om, hvad der er sket i den seneste tid på den kreative bane, men billeder og beskrivelser kommer snart op af de nævnte projekter!

lørdag den 2. april 2011

Fede effekter til dine billeder: www.picnik.com

På hjemmesiden http://www.picnik.com/ kan man redigere sine billeder og lave fede effekter på dem. Der mange forskellige filtre man kan putte på, så det f.eks. kommer til at ligne et billede fra 60'erne, en film, gøre kontrasten blød og meget andet. Det er bare med at besøge siden, uploade et billede, så man kan arbejde med det og så er man i gang!
Jeg bruge ofte fanebladet "Create". Herunder kan man vælge den funktion der hedder "Blemish Fix", hvor man kan fjerne urenheder i huden f.eks. på portrætter. Derefter kan man vælge nogle forskellige filtre at putte på billedet. Dette gøres under fanen "Effects". Man trykker simpelthen bare på den effekt, man gerne vil have på sit billede - det er altså bare med at prøve sig frem!




Her er der et eksempel på, hvad man kan  gøre på http://www.picnik.com/. Dette er et billede af Jeppe Sixten i Rom 2011.

Du kan f.eks. bruge hjemmesiden til at lave et fedt profilbillede til din facebook, twitter eller hvad du nu ellers bruger på nettet.
Jeg har redigeret mit profilbillede på facebook vha. http://www.picnik.com/, som jeg har fået positiv feedback på via "Synes godt om"-knappen.

tirsdag den 15. marts 2011

Work in progress

Jeg har købt nogle lækre tuscher for nylig. Det er den samme maling, som der er i grafittidåserne, men disse er nemmere at lave små detaljer med. Jeg elsker at tegne i fri hånd og udvikle mønstre, som til sidst skaber en helhed. Jeg har tegnet på samme måde som i stop motion filmen, hvor jeg hele tiden tegner nyt til den samme figur, som så udvikler sig.

Tuscherne koster 35kr stykket og er købt i FOZZ. De kan tegne på rigtig mange materialer, så de kan bruges til mange ting.

Maleriet er ikke færdigt, men er alligevel kommet op på væggen, så jeg kan ligge i min seng og tænke på, hvad næste træk er.

Giv dit rum et personligt præg

Med få effekter kan man gøre sit hjem meget mere personligt. Der er måske nogle af ens ting, som er noget alle har, eller som er noget, man har haft siden teenage-årene, og som måske ikke er så fede mere.
Jeg har f.eks. denne lille kommode fra Trævarefabrikkernes Udsalg, som jeg bruger til make-up. Den havde fået en lidt grim overflade pga. makeup-rester, og træet var blevet lidt mørkere - og så manglede jeg noget at lege kreativ med. ;)

Jeg havde fået en lille bøtte hvid grunder købt i Søstrene Grene af min veninde, som jeg malede kommoden med. Det var lige, hvad jeg havde - og det holder endnu flere måneder efter.
Jeg vendte de skufferne om, så hullet man bruger til at trække skuffen ud med, vendte ind mod kommoden. På denne måde blev der plads til, at jeg kunne sætte mine egne håndtag på.

Jeg ville gerne have brugt hvid læder, men da jeg ikke kunne finde det nede i byen, medmindre det skulle koste det hvide ud af øjnene, valgte jeg at bruge det sorte læder jeg havde derhjemme.
Jeg lagde det dobbelt, så det dannede en løkke og man kunne stikke fingeren ind i løkken for at åbne skufften. Så slap jeg også for at få en grim kant forneden. Jeg påsatte læderstykket helt øverst på skuffens overkant med noget lim.

Jeg havde været ude og finde nogle guldsøm, som kunne give håndtagene lidt ekstra, som jeg sømmede fast to steder, som vist på billedet. Inde i skuffen klippede jeg det stykke af sømmet af, som gik igennem træet. Her brugte jeg en bidetang, som jeg har til mit smykkearbejde.

Vupti, så har du en ny kommode!

En anden idé, jeg fik, var, at gøre min bogstøtte lidt mere spændende. Jeg havde en sort kedelig bogstøtte, men på min reol har jeg alle mine spændende bøger om interiør, fotografier, film og tegning, og hertil skulle der da også være en kreativ bogstøtte.
Jeg havde købt en gammel lp af den lille slags (tror, det er dem, hvor der er singler på) til 15 kr. i en genbrugs noget tid forinden. Den fik lov at blive limet på min bogstøtte. Resultatet var dette:

mandag den 14. marts 2011

Perler af skrumpeplast

Armbånd med hjerter af skrumpeplast.


Man kan lave sine egne perler eller brocher af plastik ved at bruge skrumpeplast. Man laver selv sine perler eller figurer ved at tegne på den matte side af skrumpeplasten. Herefter klipper man motivet ud og laver huller i det, hvis dette ønskes. Hullerne skal være ca. lige så store som dem man kan lave med en hullemaskine.

Hvis man tegner motivet med en diameter på 5 cm, vil det give en perle på ca. 1½ cm, når den har været i ovnen. Jeg har brugt mine nye tuscher, som har samme maling, som findes i grafitidåser. Mærket er Molotov og kan købes i FOZZ til 35kr/stk.Man kan også sagtens male med farveblyanter også eller permanente tuscher.

Det udklippede plast puttes i ovnen i ca. 15 min. Jeg satte ovnen på 100 grader uden varmluft. Plasten skal ligge på noget flat, så de former sig plant. Det gælder lige om at holde øje med plasten i ovnen, da det pludselig går meget hurtigt.
Hvis man synes, at plasten buer for meget, mens det varmes op, kan man holde det fladt med en kniv.



God fornøjelse!

mandag den 21. februar 2011

Personlige T-shirts




Jeg bruger forskellige teknikker til at lave tryk på t-shirts med. Det øverste billede med båndet på, er lavet som en stencil. Jeg har skåret båndet ud, der hvor der skulle være skygger/mørkt, og herefter har jeg placeret motivet på t-shirten og "duppet" med malingen med en svamp ovenpå. På denne måde sikrede jeg mig et skarpt motiv, da malingen kun kom ned i hullerne, som jeg havde skåret ud i papiret. Det er nemt nok at styre, når man bruger forholdsvis lidt maling af gangen og får skabt mønsteret på t-shirten. Derefter kan man male det op i hånden, så malingen holder bedre. Når motivet er tørret sørge jeg for at stryge t-shirten i mindst 5 min., hvor motivet er. Denne t-shirt har holdt fint, selvom jeg har vasket den i vaskemaskinen. Malingen er købt i Panduro Hobby til ca. 40kr. Husk at have en avis eller andet til at ligge inde i t-shirten, så du ikke maler på ryggen af t-shirten.

Når man arbejder med maling på t-shirts, skal man være opmærksom på, hvilket slags maling, man bruger. Der er noget, der bedst anvendes til puder og andet, som ikke vaskes lige så ofte, som t-shirts f.eks. bliver. Denne jeg har købt her hedder PALETT, og er beregnet til mørke tekstiler. Der er brugsanvisning på bøtterne. Man skal i hvert fald sørge for, at malingen trænger godt ind i stoffet, så det ikke bare ligger på overfladen. Derfor anbefaler jeg netop, at give t-shirten en omgang efter man har "duppet" med malingen.



Disse to t-shirts er tegnet med tuscher. Jeg har fået en pakke med ca. 12 stks fra Panduro Hobby til lidt over 100kr. Man kan også købe en enkelt sort til 10 kr, så det er jo ikke alverden.
Jeg har først tegnet tegningen i hånden, hvorefter jeg lægger den under t-shirten. Husk at have en avis eller andet, under papiret, så du ikke tegner igennem. Jeg har derfor valgt t-shirts som var lyse i farven og ikke mega tykke, så det er muligt at se motivet. Først skitserer jeg tegningen let op, hvorefter jeg tager tegningen ud, og bruger den til at kigge efter, når jeg tegner tegningen færdig. Der skal en del lys til, for at man kan se, hvad man laver, så en god skrivebordslampe er nødvendig.
Disse t-shirts kan sagtens vaskes i vaskemaskinen uden at der sker noget. Selvfølgelig kan de falme efter noget tid, men det er også her vigtigt, at man får strøget t-shirtsene godt og grundigt inden de tages i brug første gang og vaskes.

På denne måde får man en helt personlig t-shirt, som ingen andre har. Motivet med robotten er inspireret af coveret til Baduns album. På albummet kunne man kun se "kroppen" og hovedet, så benene er selv tegnet på. Jeg synes nemlig, den var mega fed, den robot der, og var ærgelig over, at de ikke solgte dem som fan-t--shirt - så er der jo ikke andet for, end at lave en selv! :)

torsdag den 17. februar 2011

Smykker

Interessen for smykker begyndte i gymnasiet, hvor håndlavede smykker var meget på mode, hvilket det jo stadig er. Jeg tænkte, at hvis andre unge piger kunne tage 250kr for et par øreringe, som de selv havde lavet og købt materialer for 100kr, så måtte jeg da også kunne. Jeg begyndte med nogle lidt mindre dyre materialer, men snart fik jeg smag for det, og købte dyrere materialer, såsom ægte sten og tilbehør i sølv og forgyldt sølv. Min far havde nogle forskellige tange til ingeniørarbejde med elektronik, som jeg lånte til at lave mine smykker med. De var helt fine, og man kan faktisk finde billige tange i byggemarkeder, hvis man ikke vil købe nogle vildt dyre i de specificerede perleforretninger.

Det endte med, at jeg blev ret bidt af det, og begyndte at sælge smykkerne på mit gymnasie og fik forskellige bestillinger fra veninders mødre og bekendte. Det blev dog lidt omfattende, så nu laver jeg det i gave til veninder, eller hvis jeg lige bliver inspireret.
Materialer køber jeg hovedsaglig i Jigsaw på M.P. Bruunsgade. Her kan man få hjælp til at lave smykkerne, man kan bestille kursus eller man kan blot låne deres udstyr. For at komme i gang, kan du få inspiration og lære nogle teknikker på http://www.nordicbeads.com/.
Det er slet ikke så svært, når man først har lært teknikken, og der er mange penge at spare ved at lave det selv. Man kan sagtens være studerende, men alligevel have råd til at følge moden.

Nemt og billigt at matche!

Jeg kan godt lide, når en farve, jeg har på, går igen et andet sted i mit outfit. Jeg har f.eks. nogle sko, som har nogle meget markante farver. Dem har jeg lavet et par armbånd til, som kan bruges sammen eller hver for sig.
Jeg var et smut forbi Jigsaw i M.P. Bruunsgade, hvor jeg ikke kan gå ind uden at købe noget. Her fandt jeg nogle perler i de her to farver, som jeg ret godt kan lide, og som tilfældigvis også passer til mine sko!
Jeg så et lignende armbånd hjemme ved en veninde, hvor perlen var af keramik. Det var åbenbart Anne Black, der havde lavet det, hvor det så koster et godt sted over 100 kr. Armbåndet er meget enkelt, så derfor gør det ikke noget at sammensætte flere armbånd på én gang.
Perlerne har jeg givet 15kr/stk for og i Hoffman Hobby v. Salling købte jeg noget snor med wire for 5 kr. for en meter. Man skal binde to slags knuder med en bestemt knytning, for at man kan regulere armbåndets længde, så man kan få det af og på. Hvis jeg har et sæt kedeligt sort sæt tøj på, kan jeg lige pifte det op med noget farve med armbåndene.

Hvis der ønskes guide til knudeknytning, kan jeg vidst godt lige få kigget på det snarest med en lille fotosession. ;-)

onsdag den 16. februar 2011

Stopmotion-film

Sidste år i vores filmfag legede vi med tanken om at bruge stopmotion. Det var meningen, det var mig, der skulle tegne det til filmen, der skulle bruges. Og så skal man jo lige øve sig lidt, og her kan du se, hvad der kom ud af det.

Filmen er bare lavet i Windows Moviemaker, og Airs sang, Talisman, er lagt på.

Genoplivning af IKEA-taburet


Da jeg flyttede ind i min lejlighed, havde den tidligere udlejer efterladt en IKEA-taburet. Den var ganske kedelig med metallic-ben i bedste teenage-værelse stil og hårdt, sort plastik sæde.

Jeg fandt det flotteste stof, hvor motivet var foto af græs. Meget forårsagtigt midt i november! Jeg puttede pladevagt på, og fik ellers limet og klipset det her stof på. Forinden havde jeg skruet benene af, og malet dem med grøn spraymaling.

Nu har jeg en fin taburet, som sagtens kan komme frem og bruges, når der er mange gæster.
Det kan godt betale sig at pifte gamle møbler op. F.eks. fandt jeg et perfekt tv-bord med glaslåge i en af ø-gaderne, som var smidt til storskrald. Det var helt perfekt, da mit fjernsyn er et stort skrummel, der er ret dybt, og kræver derfor lidt mere plads en de spinkle møbler, man kan få i IKEA. Dog var det lidt ridset ovenpå og så i denne her sølvfarve, som en gang var hot. Jeg spraymalede møblet sort, så det også passede til den sorte glaslåge. Vupti! 75kr for dåsen med det sorte maling, og der er stadig noget tilbage!

tirsdag den 15. februar 2011

Dekorative kasser


Jeg er meget betaget af grafiske print, og kan rigtig godt lide gammeldags tapet til at udsmykke alle mulige fine ting med, som trænger til et pift!
Jeg er af den natur, at når jeg ser noget, som er moderne, vil jeg altid lige prøve at lave det selv. Kunne ALDRIG finde på at købe en af disse kasser til 150kr i Decorate eller et andet fint designersted. Sagen er jo, at man nemt kan gøre det selv!

Da jeg købte mit første spejlreflekskamera var det i en fin firkantet kasse (sjovt nok). Jeg købte noget fint gammelt tapet i en butik i Silkeborg (det viste sig at være det samme tapet, som der er på kasserne i Decorate), som jeg beklædte kassen med. Det var ikke så svært, da kassen i forevejen havde en god størrelse, og jeg bare skulle sørge for, at der ikke var lufthuller under tapetet. Jeg lavede derefter et hul i toppen, hvor jeg trak en satinsnor igennem, hvor der var en lykke i enden. På forsiden syede jeg en fin knap på, som snoren kunne bindes omkring. Så havde jeg en kasse, hvor alt mit tilbehør til kameraet kunne være i. Den er fin og kan stå fremme i mit vindue, så alt udstyret er lige ved hånden.
Jeg lavede en til min søster i julegave, hvor jeg havde fundet noget tapet i hendes yndlingsfarve, og den står nu i hendes stue og pynter. :)
Jeg har fundet ud af, at de har noget fint gavepapir fra Nepal i HAY, som man kan købe for 25kr for et godt stykke, der rækker til en hel kasse. Ellers kan man jo lede efter noget flot i en tapetforretning. Jeg skærer papiret ud i ét stykke, så man ikke får nogle grimme kanter. Man skal bare lige sørge for, at putte godt med lim på, hvor stykket bliver samlet, så det ikke kommer til at flappe.

Man kan jo lukke kasserne på mange forskellige kreative måder, og det er jo kun fantasien, der sætter grænser! Man kan jo også bruge noget af alt det flotte gavepapir, man får til jul og fødselsdag.

Inspirationsbog

Jeg begyndte på denne inspirationsbog for nogle år siden. Det begyndte med, at jeg havde alle mulige forskellige klip liggende, som viste noget, som jeg blev inspireret af, og fik det til at krible i fingrene. Jeg fik ideen til at lave sådan en bog, efter jeg var til åbent hus på Arkitektskolen Aarhus i 2007, hvor de studerende viste deres tanker, og det der inspirerede dem. Jeg begyndte derfor med at putte alle de her klip i min nye bog, hvor jeg så skrev noget tekst til, hvis jeg f.eks. havde fået en alternativ idé i forhold til, hvad billedet viste. Bogen er ved at være fyldt med specielt udvalgte klip. Det er lidt sjovt at bladre lidt tilbage i den, og se, hvad der egentlig inspirerede mig for noget tid tilbage. Man kan f.eks. se, at jeg i begyndelsen er meget inspireret af divaer som Marilyn Monroe og POPart fra 60'erne. De sidste par sider er fyldt ud med stærke farver som pink og skrig grøn.
Billederne i bogen kan være alt fra spændende møbler, billeder af græs, modeller, blomster, bonner, logoer fra papirsposer, flyers fra Berlin og visitkort. Nogle gange er det collager af alt dette, der bliver sat sammen, som inspirerer mig og andre gange får billederne lov til at stå helt alene.
Som noget nyt er jeg begyndt at have en tegnebog med mig i min taske, så jeg altid kan skrible gode ideer ned, eller bare få lov til at tegne nogle grafiske mønstre whenever I like.

Leg med spraymaling




Jeg har i nogen tid arbejdet lidt med spray maling købt i FOZZ. Det skulle være det bedste maling til grafiti, man kan få der. Jeg har i de seneste par år været meget optaget af street art, og synes, at stencils og bobble-bogstaverne i grafiti er rigtig fede. Især den måde, der bliver lagt skygger og lysskær i bogstaverne.

Al begyndelse er svær, og jeg har derfor brugt nogle skabeloner fra fotografier, jeg har taget af stencils rundt om i byen. Ellers har jeg fundet billeder på nettet eller selv taget nogen og malet efter det.
Jeg finder blandt andet meget inspiration i Miss Tics feministiske stencils, som har været at finde i posthussmøgen, men som desværre er malet over nu.

Lige nu arbejder jeg på et nyt maleri med et motiv fra smøgen blandet med nogle grafiske figurer, som jeg har brugt til nogle andre malerier. Lige nu er jeg meget betaget af at sætte rudeformede figurer sammen til et større mønster. Her blev jeg inspireret af Zara Voights øreringe fra kollektionen, Gothica.
Dog er processen med disse malerier meget langsommelig, da jeg ikke kan male oppe i min lejlighed, men må stå i kælderen eller udenfor, så håber på bedre vejr snart!

onsdag den 12. januar 2011

Anne udfolder sin kreative side

Denne blog vil vise forskellige kreative projekter jeg laver. Det vil være f.eks. malerier med stencils og grafiti, redesigning af møbler, fotografier og t-shirt-tryk. More to come!